Jeg kan overhovedet ikke tage æren for denne geniale måde at lave en hurtig mayo på. Jeg har fundet opskriften hos Kvalimad, og det er bare en super smart, nem og hurtig måde at lave mayonnaise. Den giver næsten ingen opvask, og det er jo ret smart.
Jeg har valgt at skrue op for mængden af citronsaft og sennep, da jeg godt kan lide en mayo der smager af lidt mere.
Her kommer min version.
Mayonnaise - alt i en
1,5-2 dl
1 æggeblomme
1/2 æggehvide
2 tsk citronsaft/eddike
1 tsk sennep
salt
peber
1 1/2 dl olie, solsikke eller anden ret smagsneutral olie
Du finder et syltetøjsglas, hvor din stavblender kan gå ned i.
Slå ægget ud og hæld hviden i en lille skål. Put blommen og halvdelen af hviden i glasset, sammen med sennep, citronsaft, salt og peber.
Hæld olien i til sidst, vent et øjeblik, til olien flyder oven på.
Begynd at blend i bunden i små pulser. Et hurtig tryk på knappen og vent osv., bliv ved indtil der komme hvid mayonnaise i bunden. Du kan nu blende i længere og længere tid af gangen, og langsomt begynde at trække blenderen op af glasset, så al olien bliver blendet med.
Blend mayonnaisen til det har den rette konsistens, du kan evt tilsætte mere olie.
Smag til med citronsaft, salt og peber.
Note: Du kan vælge at bruge pasteuriseret æg, jeg kan bedst lide at bruge friske æg. Og der skulle ingen risiko være angående salmonella.
Jeg vælger altid at bruge sort peber, da jeg bedst kan lide den smag. Og hvis jeg vælger at putte peber i noget, må man gerne kunne se det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar