Viser opslag med etiketten rugbrød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rugbrød. Vis alle opslag

søndag den 26. januar 2014

Nemt rugbrød

 Nemt rugbrød

 Nemt rugbrød

Fredag aften, ret sent, kom jeg i tanke om, at vi ikke havde mere rugbrød og heller ikke mere hjemmebagt i fryseren. Øv for hvis jeg skulle i gang med surdejsrugbrød, ville det først være færdig søndag.
Jeg tænkte det må være muligt at bage et hurtigt og velsmagende rugbrød. 
Jeg søgte efter “hurtigt rugbrød”, og vups kom Siges mad, op med en god en, se her. 
Jeg har ændret lidt i opskrift og lavet den til en koldhævet version, da det passede mig at kunne bage det næste morgen, efter mine morgenboller. 
Jeg har valgt at kalde mit rugbrød "nemt rugbrød" i stedet, da det jo ikke er specielt hurtigt, men passer sig selv det meste af tiden. Det kan sagtens røres sammen om morgen og bages efter arbejde.

Nemt rugbrød
1 rugbrød

20 g gær
1,6 dl hvidtøl
4 dl vand
425 g blandede kerner, gryn og frø (150 g rugkerner, 50 g sesam, 100 g hørfrø,125 g 5-korns blanding)
1 1/2 spk honning
1 spsk maltmel
1 spsk salt 
150 g rugmel
150 g hvedemel

Rør gæren ud i vandet, tilsæt øllet og honningen. Kom maltmel, salt, kerner og frø i og rør godt rundt. Tilsæt hvede- og rugmel og rør det sammen. Dejen dækkes løst til og lad det stå på køkkenbordet en times tid. Sæt låg på skålen og kom dejen i køleskabet natten over eller imens du er på arbejde. 
Dejen tages ud af køleskabet, fordel dejen i en rugbrødsform og lad den hæve tildækket en times tid på køkkenbordet.
Fugtig dine fingre med vand og fugt oversiden af brødet.Bages ved 180 grader, uden varmluft, i 85 minutter. 
Efter 60 minutter kan du vælge at vende brødet ud af formen og bage det færdigt. 

Note: Velsmagende rugbrød, med fugtig kerne og lækker sprødhed i skorpen.
Du kan nemt bage dobbelt portion, jeg havde bare ikke plads i frysren.
Du kan som Signes mad, skrue gær mængden op, til en pakke gær. Lad dejen hæve en time, fordel dejen i formen og lad den hæve en time mere. 

mandag den 6. januar 2014

Surdejs rugbrød




Hjemmebagt rugbrød smager nu altså bedst, og dette er virkelig godt, synes jeg. Det er fyldt med kerne og jo flere kerner i mit rugbrød, jo bedre. Det er rimelig nemt at gå til. Jeg er lidt kommet ud af vane med at bage rugbrød, men satser på at jeg er kan holde det i gang nu.

Surdejs rugbrød
2 Rugbrød

1 dag:
300 g fast surdej, se evt min surdej opskrift
9 dl lunken vand
2 spsk groft salt
200 g hvedemel
375 g groft rugmel
375 g knækkede rugkerner

2 dag:
1 hvidt øl
1 spsk honning (jeg bruger ofte mørk maltsirup)
400 g knækkede rugkerner
200 g hørfrø
200 g solsikkekerner

Dag 1
Opløs surdejen i vand sammen med saltet. Tilsæt hvedemel, rugmel og rugkerner, og rør det godt sammen. Dæk dejen til med et viskestykke, og stil den til hævning natten over ved stuetemperatur.
Husk at fodre surdejen.

Dag 2
Kom hvidtøl i dejen, så den trænger igennem, prik evt huller i dejen med en gaffel.
Tilsæt dernæst honning, rugkerner, hørfrø og solsikkefrø. Rør godt i dejen, dæk dejen med et viskestykke, stil den til hævning ved stuetemperatur i mindst 5 timer eller i køleskabet natten over.
Smør 2 x 1 liters forme, og fordel dejen heri. Glat overfladen med håndfladen eventuelt fugtet med lidt vand. Lad brødene hæve i yderligere 3 timer.
Bag rugbrødene i 1 time og 20 min ved 180 grader varmluft. Når de har bagt i 1 time, skal du tage brødene ud af formene, og bag dem færdige. Tag de færdige brød ud af ovnen og lad dem dampe af, før de vikles ind i fugtige viskestykker. Vent til næste dag, før der skæres af dem. 
Jeg fryser rugbrødet i passende stykker og tør det op i køleskabet.

Note:
Jeg føler ofte ikke den oprindelige opskrifts hævetider, da det ikke passer ind i min dag.
Den får ofte lov at hæve natten over på køkkenbordet, hvis den skal hæve længere kommer den i køleskabet.
Så gør jeg som dag 2, sidst jeg bagte fik den 5-6 timer på køkkenbordet, så puttede jeg dejen i forme og satte den i køleskabet natten over. Næste formiddag fik de 1-2 timer på køkkenbordet for at temperere og derefter blev de bagt. 
Jeg føler ikke altid mængder på de forskellige kerner og frø. Jeg tager det jeg har. Nogen gange udskifter jeg lidt af rugkernerne med feks. byg.